Buchanan Requiem Review Politiken

Jakob Buchanan

Buchanan Requiem Review Politiken

Trompetist har skabt et stort og smukt orkesterværk

Trompetisten Jakob Buchanan har lanceret sit mest omfattende projekt til dato.

REQUIEM

Jakob Buchanan
Politiken synes

Buchanan Records. Lp/dc.

At blive mindet om døden og ligefrem se den i øjnene og reflektere over den er der ikke meget plads til i vores foryngede og populærkulturelt belejrede hverdag.

Ikke desto mindre er det, hvad jazztrompetisten og komponisten Jakob Buchanan indbyder os til med sit nye storstilede værk ’Requiem’. En messe for de døde, som samtidig er en hyldest til livet og dets gåder. Et værk, som man i besætning og ambition skal tilbage til Palle Mikkelborgs store værker i 1970’erne og 80’erne for at finde mage til. ’Requiem’ er ude både som almindelig cd og i en luksuriøs lp-version, der er en overdådighed i indpakning og visuel pragt.

LÆS OGSÅPianist med fut i højrehånden leverer gedigen mainstreamjazz

Buchanan har skrevet musikken for Aarhus Jazz Orchestra, Aarhus Domkirkes Kantori samt solisterne Marilyn Mazur på slagtøj, Jakob Bro på guitar, Jonas Westergaard på bas, Indra Rios-Moore på vokal og sig selv på trompet og flygelhorn. I alt 37 musikere medvirker foruden dirigent Carsten Seyer-Hansen.

Buchanans rekviem følger den katolske liturgi for sjælemessen med 9 latinske satser begyndende med ’Requiem aeternam’ og sluttende med ’In Paradisum’. Men den traditionelle latinske tekst følges af buddhistiske sentenser, sunget af Indra Rios-Moore. De to tekstspor repræsenterer krydsfeltet mellem det evige og det forgængelige, hvor det søgende menneske altid har befundet sig.

Fortryllede iscenesættelser

Som lytter drages man via musikkens fascinerende og indimellem fortryllede iscenesættelser umiddelbart ind i værkets stemninger og toneverden. Jakob Buchanan tager kompositorisk afsæt i den skandinavisk-melankolske og europæiske jazzstil, man kender fra hans tidligere udgivelser. Men han tilføjer også nye elementer. Indra Rios-Moore er ganske enkelt fremragende som den dominerende vokalsolist med udsøgt stemmekvalitet. Med de smukt iscenesatte korarrangementer samt Bro og Buchanans klangligt og melodisk fokuserede solospil er der stilistiske referencer både til Arvo Pärts korværker og til Kenny Wheelers ensemblemusik. Aarhus Jazz Orchestras blæsere er anvendt sparsomt og underordnet værkets grundstemning.

LÆS OGSÅHjernemusik i Jazzhouse var blæret gjort af amerikansk pianist

I partiturmusikken er der en rig tradition for sakral og liturgisk musik. Men også i jazzen kan man følge en deltradition. Ellingtons ’Sacred Concerts’ var en slags religiøse jazzoratorier. Jazzmessen, der er mere direkte relateret til den kirkelige liturgi, er kendt bl.a. fra Mary Lou Williams, Lalo Schifrin og Sigvald Tveit.

I nyere dansk sammenhæng skabte John Tchicai og Kristian Høeg i 2005 kantaten ’Hymne til Sofia’ for kor, orkester og solister med udgangspunkt i gammel kristen visdomsteologi. I 2012 udgav Niels Lyhne Løkkegaard ’Vesper’ med musikalske meditationer over døden og den kirkelige tidebøn, med Buchanan, Marilyn Mazur og Jakob Bro som medvirkende.

Relativt afdæmpet værk

Nu har Buchanan så lanceret sit mest omfattende projekt til dato. Af samme grund og i kraft af musikkens forløste ambition må ’Requiem’ opfattes som hans foreløbige hovedværk som komponist og pladekunstner. Et fejende flot bidrag til ny dansk musik og en oplagt kandidat til Nordisk Råds Musikpris.

LÆS OGSÅJazzguitarist leverer pladekarrierens mest dristige og effektbårne spil

Selv om ’Requiem’ er et relativt afdæmpet værk, med en vis afmatning midtvejs, løfter musikken sig med storhed i de kollektive passager. Der er både åndeløst smukke passager og dramatik i ’Kyrie’, ’Agnus Dei’ og den næsten Carl Orff-agtige ’Libera me’. Noget særligt er ’Lux aeterna’ med sin fascinerende korindledning efterfulgt af det stærke melodiske tema, som også blev anvendt på Buchanans ’Some People, Some Places’ (2014).

Buchanan har skabt et værk, hvor det er muligt at nærme sig dødens og livets spørgsmål i et kunstnerisk reflekterende rum. Er det for meget at betegne det som et væsentligt bidrag til dansk kultur?