ANMELDELSE

Let må det ikke være at begive sig ud i at komponere en dødsmesse. Jakob Buchanan er blandt de meget få moderne danske komponister, som har skabt et nyt værk baseret på rammen fra den romersk-katolske liturgi.

Det årelange arbejde med værket har trompetisten kaldt et »stort dyr, som er svært at styre«.

Buchanan opførte allerede sit »Requiem« i Aarhus Domkirke i 2012. Dengang i en meget længere version. Værket er netop indspillet på plade og blev så opført igen.

Torsdag af et ensemble bestående af Aarhus Domkirkes Kantori på 16 sangere, Aarhus Jazz Orchestra og solisterne Jakob Buchanan (trompet og flygelhorn), Indra Rios-Moore (vokal), Jakob Bro (guitar), Jonas Westergaard (bas) og Helge Andreas Norbakken (perkussion).

Dirigent var Carsten Seyer-Hansen, som også bærer skylden for, at Buchanan fik interesse for at arbejde med korstemmer.

Et af Buchanans særlige takes består i tekstmaterialet, hvor der udover latin også indgår buddhistiske talemåder sunget på engelsk.

Et andet take er et særligt ægteskab mellem det rå, fremadskridende og det ambiente, tilbageholdte. I dét spændingsfelt opererede hovedsolisten Indra med sine blåtonede fraseringer, som i andensatsen »Kyrie Eleison« mundede ud i»Our lives are like an hourglass that never stops«.

Tråde til Arvo Pärt

Ligesom den dansk-amerikanske sangerinde passer også Jakob Bros vanlige asketiske forsiringer skønhedssøgende musik som denne umanerlig godt.

Guitaristen var perfekt castet til det 80-minutter lange forløb, som i flere magiske øreåbnende øjeblikke ledte tankerne hen mod polske Henryk Mikolaj Górecki og estiske Arvo Pärts såkaldte »hellige minimalisme«.

Korets omkransning af blæserne i »Lux Aeterna« og den kvarterlange slutsats »In Paradisum« understregede på fremragende vis, at værkets kvalitet består i dets sammensurium af toner hentet fra forskellige (musikalske) universer.

Med et timeglas i hånden

Jeg er en stor fan af norske Norbakkens globaltorienterede trommespil, og hans energiske arbejde ved instrumenterne, som blandt andet indeholdte hjulfælger og sivkoste, gav musikken en endnu mere fysisk og næsten kødelig rytmik end Marilyn Mazurs spil på pladen.

Men ligesom Aarhus Jazz Orchestras ofte unødvendige bigbandmarkeringer dominerede Norbakkens virtuose buldren, som til tider lød afkoblet fra korstemmernes sfæriske udtryk. Men det er småting i det store hele.

Jakob Buchanan er en dygtig iscenesætter, der med et timeglas i hånden formår at styre sin sjælemesse og åbne døren til et rum for stilhed, refleksion, livets minutter og nye indsigter om nuet.

Alt det, som musikken kan og bør stræbe efter.

Jakob Buchanan »Requiem«
Aarhus Domkirke, torsdag aften